top of page

Dit Mentaltræningforløb

Dit mentaltræningsforløb starter med en én-til-én coachingsession, hvor vi snakker om indhold og mål for din træning. Herefter får du nogle lydfiler af mig, som du skal arbejde med. Lydfilerne varer ca. 15-20 minutter og skal helst trænes hver dag eller så tit som muligt.  
 

Mentaltræningen kan foregå på flere måder alt afhængig af dine behov, men ideelt set foregår den i tre faser.  

 
Den første fase handler om fysisk afspænding og har til formål at træne din krop til at slippe enhver grundspænding, der kan komme i vejen for din mentaltræning. Hvor lang tid du skal bruge på denne fase, afhænger af dit udgangspunkt, og hvornår du kan begynde at mærke afspændingen ikke bare i din træning, men også i hverdagen. Typisk vil det tage et par uger med daglig træning, før din krop lærer hurtigt at skabe en afspændt tilstand.  

 

Den anden fase handler om mental afspænding, hvor du lærer din hjerne at koble fra. Herigennem får du adgang til den alternative bevidsthedstilstand – en tilstand mellem bevidsthed og søvn – hvor du vil opnå en mental åbenhed og begynde at skabe rammerne for det "mentale træningsrum" i dig, som vil være omdrejningspunktet i fase tre. Du vil igen have glæde af at træne dette et par uger med daglig træning for at lære at finde og navigere på dette bevidsthedsniveau. 

 

I fase tre arbejder du målrettet på at skabe den konkrete forandring, du ønsker. Det kan som nævnt ske via suggestioner, instruktioner eller visualiseringer, som gentages. Lydfilen bliver skræddersyet til dig, så den så præcist som muligt adresserer lige netop dine udfordringer og ønsker. 

 

Træningen supporteres i to måneder, hvor du har mulighed skrive til mig, så vi kan vende din udvikling og eventuelle behov for justering af din træning. 

 

Det er vigtigt at understrege, at mentaltræning er en proces. Du vågner ikke op en morgen og mærker, at du pludselig kan alt det, du har sat dig for. Det er i hvert fald mindre sandsynligt. Der er som oftest tale om en gradvis forandring hen imod dit mål. Oplever du efter længere tids træning ikke de ønskede ændringer, så skru op for din træning, skift program, eller tag et møde med mig, hvor vi laver et mål-tjek og en handlingsplan. 

bottom of page